Ofte stillede spørgsmål

1. Hvordan melder jeg mig ind?

Det er faktisk super nemt! Man kan gøre det enten her på hjemmesiden via ”bliv medlem”-knappen eller sende 75 kr på mobilepay til 888018 og skrive sit navn og tlf. nummer (ja, det føles fjollet at skrive sit telefonnummer, men vi kan altså ikke se det ellers). På medlemssiden kan man også betale med kort og tilmelde sig betalingsservice.


2. Behøver man være aktiv?

Man behøver ikke være aktiv i SFU for at være medlem. Vi sætter pris på dit medlemskab, om du bare støtter os med dit kontingent, dukker op engang imellem eller er fast aktiv. Vi er bare glade for at have dig med ombord.


3. Hvordan bliver jeg aktiv?

Hvis du derimod gerne vil være aktiv, er der mange muligheder! Afhængigt af hvor du bor i landet er der en masse lokalafdelinger, der ofte holder møder. Dem kan du finde inde under lokalafdelinger. Så kan du enten kontakte afdelingen eller møde op, næste gang de holder møde. Hvis der ikke er nogen lokalafdeling, hvis du ikke kan få kontakt til dem, eller hvis du generelt har nogen spørgsmål til lokalafdelingerne, så er du altid mere en velkommen til at skrive til os på sfu@sfu.dk.


4. Hvad laver man i SFU?

SFU er en meget aktivistisk organisation! Vi elsker at gå på gaden og sige, hvad vi mener, altid med en flyer, et banner og en ven i hånden. Derudover holder vi ofte lokale møder, hvor vi planlægger den næste aktion, hører oplæg, snakker politik og hygger os. Desuden holder SFU en del nationale arrangementer, så som vores landsmøde i påsken, sommerlejer og to træf, samt andre mindre arrangementer lokalt og nationalt!


5. Hvad mener SFU?

I SFU er vi grundlæggende socialister, feminister og klimaaktivister, og derfor er vores holdninger formet ud fra det synspunkt. Vi har holdninger til næsten alt, du kan komme i tanke om. Men et godt sted at starte, hvis du gerne vil læse mere om SFU’s politik, er vores principprogram. Eller kan du finde alt vores vedtagende politik her.


6. Behøver man være enig i alt, hvad SFU mener?

Nej, man behøver ikke være enig i al SFU’s vedtagende politik. Dog skal man kunne tilslutte sig SFU’s formålsparagraf, som kan findes i vores vedtægter. Vi diskuterer og revurderer altid vores politik løbende, og der har du muligheden for at præge vores politik i den retning, du gerne vil have den.


7. Skal man være medlem af SF for at være med i SFU

Nej, det behøver man ikke nødvendigvis, men hvis man er under 26, kan man få et gratis medlemskab af SF, når man melder sig ind i SFU.


8. Hvor gammel skal man være for at være med?

I SFU er der ingen nedre aldersgrænse for, hvor gammel man skal være for at være med. Hvis du har lyst til at være med, kan du melde dig ind, så længe du er under 30. Vores medlemmer er i mange forskellige aldersgrupper.


9. Hvis jeg er over 30 kan jeg så stadig godt være med?

Nej, det er desværre ikke muligt at være medlem, hvis man er over 30, men hvis man ønsker at støtte projektet, kan man blive støttemedlem og støtte os med 200 kr. om året. SFU’s medlemmer overgår automatisk til støttemedlemmer, når de fylder 30.