Uddannelse
SF Ungdom går ind for uddannelse for alle. Vi ønsker et uddannelsessystem af høj kvalitet for unge såvel som gamle.
Uddannelse i både praktiske, faglige og sociale kundskaber er vigtigt for det enkelte menneske. Det giver større frihed og bedre mulighed for at vælge indholdet af sin egen tilværelse. Et stærkt og solidarisk uddannelsessystem, er derfor med til at skabe mere frihed – især for dem med det dårligste udgangspunkt.
Økonomisk har uddannelse også en stor betydning. For det enkelte menneske – men også for at sikre et samfund med råd til velfærd for alle. Danmarks økonomi er afhængig af, at borgerne hver især har en uddannelse – uanset om den så er boglig eller håndværksmæssig.
SFU har en vision om et uddannelsessystem som fremdyrker demokrati, selvstændighed, faglighed og kreativitet. Skolelivet skal give os størst mulig frihed til selv at vælge vores vej. Vi vil ikke have et uddannelsessystem som en pølsefabrik, hvor det handler om at komme hurtigst muligt igennem et fastlagt forløb. Samtidig skal uddannelse være en rettighed for alle, og derfor være gratis – uden brugerbetaling.
Læs mere dybdegående om SF Ungdoms uddannelsespolitik i det program, der blev vedtaget på vores landsmøde i 2007. Det kan findes her.


